Terapi med mennesket og kroppen i fokus

Mit udgangspunkt i terapi er altid at møde det unikke menneske, der sidder foran mig og derfra sammen at udfolde og undersøge personens virkelighed og de fortællinger, reaktionsmønstre, udfordringer og ressourcer det indebærer.

Min tilgang til terapi tager udgangspunkt i et helhedssyn på den menneskelige udvikling. Dvs. at jeg ser de fleste symptomer/problemer som meningsfulde reaktioner på udfordringer i ens liv frem for som tegn på sygdom eller dysfunktion. Jeg har også fokus på vigtigheden af kroppen i det psykiske arbejde og anser krop og sind som et samlet system, som altid søger mod helhed og sundhed.

Vores følelser og automatiske reaktioner lagres bl.a. som spændinger i kroppen. Derfor kan en øget bevidsthed om kroppen give direkte adgang til ubevidste mønstre og overbevisninger, som ellers kan være sværere at nå ind til via ren samtaleterapi.

I terapien kombinerer jeg flere forskellige tilgange og metoder, tilpasset efter hver enkelte klients behov og ønsker. Når relevant, kombinerer jeg samtaleterapi med undervisning/psykoedukation så klienten får en bedre forståelse for hvordan sin hjerne, psyke og krop fungerer sammen. Jeg inddrager også ofte kropslige øvelser eller visualisering, hvis jeg føler det er relevant. Nyere forskning viser, at de mest effektive terapiformer inkluderer en kombination af kognitiv forståelse og kropslig oplevet erkendelse.

Jeg arbejder bl.a. med kognitive og psykodynamiske metoder samt en ny effektiv form for korttidsterapi, Coherence Therapy, som jeg skrev speciale om. Jeg inddrager også inspiration fra tilknytningsteori, Imago terapi, Voice Dialogue, The Work of Byron Katie, ’indre barn’ arbejde, mindfulness og kropsterapi.

Læs mere om mig her.

Hvordan kan jeg vide, om jeg har brug for terapi?

Vi kan alle have brug for at tale med én en gang i mellem. Livet bliver ved med at kaste os ud i udfordringer – store som små, og nogle gange kan disse udfordringer føles som for meget at klare alene. Det kan sommetider være svært at tage beslutningen om at opsøge en psykolog. Og flere af mine klienter – især unge – giver udtryk for en tvivl om, hvor vidt deres problemer er store eller alvorlige nok til at komme hos en psykolog.

Hos mig er der dog ingen emner, der er for små til at tale om i terapi. Nogle af livets største kriser stammer fra en samling af små stressfaktorer, bekymringer, eller relationsproblemer, som hober sig op.

Man kan også komme i terapi med et meget specifikt problem. Jeg har erfaring med at arbejde med mange forskellige problematikker bl.a.:

  • Angst
  • Depression/Nedtrykthed
  • Stress
  • Lavt selvværd
  • Perfektionisme
  • Voldtægt/overgreb
  • Relationelle problemer
  • Spiseforstyrrelser
Speciale i unge

Jeg har specielt meget erfaring i at arbejde med unge og studerende. Det kan være rigtig svært at være ung i dag. Forventninger stiger på det faglige plan samtidig med, at de sociale medier gør, at man hele tiden kan føle man skal være ’på’.

Det er rigtig svært ikke at være bekymret om, hvad andre tænker om én og at føle, at man aldrig er god nok. Man skal helst være sød OG sjov OG se godt ud OG træne OG være en god ven/veninde OG være god til det faglige OG have tid til familien og evt. kæresten. Kravene til sig selv kan føles svært at overskue.

Nogle gange kan det resultere i, at ens nervesystem bliver for presset, og man begynder at føle sig mere ked af det eller nedtrykt end normalt. Man kan også opleve, at blive mere kort for hovedet, anspændt eller irritabel sammen med dem man elsker. I nogle situationer kan det hele føles så overvældende, at man bryder sammen i gråd, frustration eller endda et angstanfald. Hvis du kan genkende dig selv i noget af det her, er du ikke alene, og du er bestemt heller ikke mærkelig, svag eller syg. Men det kan hjælpe rigtig meget at have én at tale med om disse følelser og at kunne få noget hjælp til at komme tilbage til mere overskud i hverdagen.

Hvordan forgår det rent praktisk?

Hvis du er interesseret i at prøve et terapeutisk forløb hos mig, kan du begynde med at skrive mig en mail eller sms. Hvis du skal sende mig personfølsomme oplysninger om dig selv, sender jeg dig først en krypteringskode så vi kan kommunikere på en måde, der beskytter din data. Du er også velkommen til at ringe, men jeg sidder tit i samtaler og har derfor ikke så ofte mulighed for at tage telefonen.

Sammen finder vi en tid, der passer dig. Jeg har også mulighed for at tilbyde nogle aften- og weekendtider (afhængigt af om det skal være i København eller Slagelse). Ved den første samtale finder vi sammen ud af, hvordan forløbet bedst kan tilpasses dine behov og ønsker.

Læs mere om det praktiske her.